Gistrup Skole – afdeling Fjellerad

Gistrup Skole, Afd. Fjellerad er en skole med 70 elever med dertilhørende børnehave, DUS og juniorklub. Skolen har været i byen siden 1965 og har egen lille skov, adgang til byens hal og lukket legeplads, som bliver brugt flittigt hver dag.

Skoledagen

Undervisningen er kendetegnet ved kendte lærere og pædagoger, fordi skolen har en klasse pr. årgang i både indskoling og mellemtrin. Det betyder, at lærere og pædagoger fra slutningen af indskolingen stifter bekendtskab med de lærere, de skal have på mellemtrinnet – i undervisningen og frikvartererne.

Med små klasser fra børnehaveklasse til 6. klasse giver vores rammer en god mulighed for at samarbejde aldersgrupperne imellem  og understøtte eleverne i undervisningen og i frikvartererne. Frikvartererne bærer desuden præg af, at eleverne også her mødes på kryds og tværs i skolens læringsrum, uderum og hal. 

Skolen er optaget af det gode fællesskab og afholder bl.a. morgensamlinger med oplæsning, fremvisning og oplæsning af bogstavrim fra undervisningen. Eleverne har også valgt forskellige lege. Derudover afholdes der hvert år fagdage, hvor der eksempelvis er fokus på trivsel, udedage og specifikke fag. 

En af de helt store begivenheder, hvor fællesskabet er i fokus, er den årlige skolefest, hvor alle skolens elever, forældre og personale sammen er med til at skabe en festlig aften for alle

Fysiske rammer

Skolen og børnehaven er over de seneste år blevet renoveret løbende med et nyt moderne læringsmiljø i skolens gamle fællessal og en ny børnehavebygning, ligesom skolen også har fået nyt tag og nye vinduer.

Skolen samarbejder med Borgerforeningen og Samrådet i Fjellerad med henblik på at skabe de bedste muligheder for byens skole og lokalområdet.

Yderligere information


Duetten – Børnehaven i Fjellerad

Børnehaven Fjellerad er en del af Landsbyordningen Duetten, som er en af 9 landsbyordninger i Aalborg Kommune. Børnehaven har fælles ledelse med skolen, og det betyder, at børnehaven er en del af Aalborg Kommunes skolevæsen.

Børnehaven ligger fysisk på samme matrikel som skolen, hvilket er til gavn for børnene. De opbygger et stort kendskab til skolen og dens personale. Strukturen med børnehave og skole ”under samme tag” giver optimale muligheder for at fastholde fokus på barnets liv fra 3 år til 12 år. Der er mange fordele ved at være beliggende på skolen, ikke mindst overgangen fra børnehave til skole. 

Skolebørnene har samme legearealer som børnehavebørnene, hvilket gør at børnehavebørnene kender og har dannet venskaber med de større børn inden skolestart. Det giver gennemsigtighed og sammenhæng i børnenes liv.

I børnehaven der der adgang til mange forskellige legemiljøer, som giver mulighed for fordybelse. Landsbyordningen Duetten ligger i naturskønne omgivelser med kort afstand til skov, å og bydam. Børnehaven har gode udendørs omgivelser; en stor legeplads med mulighed for at lege i hæk og krat, her er der masser af motoriske udfoldelsesmuligheder. Der er en lille skov (skoleskoven) med bålhytte, en multibane og en asfalteret skolegård, hvor der er mulighed for at køre på cykler med mere.

Børnehaven er normeret til 35 børn. 

Yderligere information

Læs mere på børnehavens hjemmeside


Fjellerad Juniorklub

Fjellerad juniorklub er et sted, hvor børn kan koble af efter skole -enten alene eller sammen med andre. Klubben er et sted med nærværende voksne, der er gode til at lytte og være sammen med dig.

Der er mulighed for mange forskellige aktiviteter i klubben – alt fra madlavning og kreative projekter til boldspil og udendørs aktiviteter. I klubben bestræber vi os på, at der er forskellige typer aktiviteter; nogle der lægger op til fysisk aktivitet, og andre med fokus på og fordybelse.

Klubben tager jævnligt på ture ud af huset; fisketur, skaterhallen, klarte, disc golf, svømmehal, skøjter m.m., eller laver hyggelige eftermiddage med bolchefremstilling, bagedyst, futsal, spring eller andet i klubben.

I løbet af skoleåret, afholdes der klubaftener, hvor vi spiser sammen og laver aktiviteter både i og udenfor klubben.

Yderligere information

Læs mere på Juniorklubbens hjemmeside